Artikel

Nydanskere beriger arbejdspladsen

Danske virksomhedsledere bør åbne dørene for verden udenfor og lade den komme ind og give en hånd med.

FORLEDEN VAR JEG UDE hos min tandlæge på Gammel Kongevej til det halvårlige eftersyn. Det er der som sådan ikke noget interessant i. Det, der er interessant, er min tandplejer. Hun hedder Ghazal og er fra Iran. Faktisk er det sådan, at mange af de mennesker, der arbejder på Frederiksberggårdens Tandklinik, er nydanskere, eller hvad det nu hedder i dag. I løbet af de sidste syv år har ejeren, tandlæge Per Hugo Beck-Kristensen, haft mennesker fra Jamaica, Tyrkiet, Pakistan, Norge, Algeriet og Sydamerika ansat. Gennem en årrække har Per Hugo drevet en blomstrende, service- og kvalitetsorienteret tandklinik med et meget højt kompetenceniveau og en stor grad af kundetilfredshed. Det er vel det, vi alle dybest set drømmer om, når vi driver en virksomhed.

Forskellen er, at Per Hugo Beck-Kristensen udover sit professionelle talent aktivt har fokuseret på, at hans virksomhed skal reflektere verden omkring den; at selv Danmark i dag er et samfund, der i stigende grad er stykket sammen af folk med anden etnisk oprindelse end dansk.

Kald det globalisering, eller hvad du vil. Kald det godt eller dårligt. Who cares? Jeg kalder det fakta, og fakta må man forholde sig til. Da jeg lå der med spytslugere og vatdimser i munden, slog det mig pludseligt, at min tandplejer var en iransk kvindelig tandtandplejer uddannet i Danmark. Det er da alligevel noget af en bedrift i et land, der hele tiden er på kant med det internationale samfunds opfattelse af god moral og opførsel, når det kommer til udlændinge. Ghazal fik mig til at tænke på, hvor få mennesker jeg har arbejdet sammen med over de sidste ti år, der har været af anden oprindelse end dansk; hvor afsindigt »hvid« den danske reklame- og kommunikationsbranche og danske marketingafdelinger i almindelighed er. Højdepunktet af internationalisme var vist en forfængelig australsk art director med statusnervøsitet. Nogen gange tænker jeg, at jeg måske selv var det etniske indslag på de arbejdspladser, hvor jeg var ansat? Med en norsk mor, israelsk far, fransk farmor og græsk farfar må jeg vel dybest set høre til i kategorien andengenerationsindvandrer?

DA JEG ARBEJDEDE I NEW YORK var arbejdspladsen sat sammen af folk fra hele verden. Jeg havde blandt andet en sekretær fra Venezuela, en planner fra Indien og en planner fra Korea, og på kundesiden var verden lige så broget. Meget kan man sige om USA, men på det her område kan de kun være en inspiration for os andre. Kompetence og talent er det eneste, der er i fokus. Alt det andet var sådan set ligegyldigt. Hvis der overhovedet var noget at sige om den brogede skare af baggrunde, kulturer og livssyn, så var det, at det berigede arbejdspladsen. At vi havde en større bunke af perspektiver at plukke fra? At vores tilgang til opgaverne var langt mere funderet i hvad der skete i verden omkring os og ikke bare nede på 3rd Avenue.

DANMARK ER ET LILLE MARKED. Vores bundlinier og samlede samfundsmæssige velfærd er afhængig af verden uden for. Afhængig af vores indsigt, forståelse og håndtering at alt det, der ikke er dansk. Og det opnår vi ikke ved kun at ansætte »made in Denmark, by Danes«-ansatte. Spørg dig selv, hvornår du sidst har mødt en ejendomsmægler, jurist, politibetjent, marketingchef, læge eller bankrådgiver som ikke var pæredansk. Integration handler ikke kun om samfundspolitisk debat, men også om hvordan vi gør danske virksomheder mere internationalt orienterede og forankrede i et dynamisk og multi-kulturelt marked.

Af Anthony Aconis
Anthony Aconis er forfatter og direktør i udviklingsfirmaet Fireball - www.fireballing.com.